November 2004
Historiens vingesus … 5
Det er svært ikke at se en advarsel mod at lade historien gentage sig i de aktuelle begivenheder omkring Vestas. Indenfor en måned har først viceadministrerende direktør Torben Bjerre-Madsen og derefter administrerende direktør Svend Sigaard taget afsked med det fusionerede firma, som Svend Sigaard dog først forlader efter næste års generalforsamling. Torben Bjerre-Madsen fik seks dage til at pakke. Med overtagelsen af NEG Micon har Vestas overtaget en ordreportefølje, som fører til, at NEG Micon-møller kan erstattes med Vestasmøller på markeder, hvor Vestas stod svagt. Samtidig overtog Vestas imidlertid en række tekniske problemer, som i de kommende år risikerer at sætte Vestas’ traditionelt gode omdømme på prøve, f. eks. når det gælder service overfor kunderne.
Aktuelle nyheder … 6-9, 17-19
Det kostede 20% på aktiekursen, da både den viceadministrerende direktør Torben Bjerre-Madsen og den administrerende direktør Svend Sigaard indenfor en måned tog afsked med Vestas, samtidig med, at Siemens-koncernen overtog Bonus og bebudede skærpet konkurrence på vindmøllemarkedet. Asbjørn Bjerre forudser risikoen for, at Elreform-partiernes besluttede udskiftningsordning for vindmøller ender som et slag i luften, fordi planlægningen ikke tages alvorligt.
Danmarks Vindmølleforening … 10-12
Asbjørn Bjerre og Strange Skriver beskriver Danmarks Vindmølleforenings etiske retningslinier, der er gældende for DV’s ansatte og skal sikre upartisk rådgivning af foreningens medlemmer.
Perspektiv … 14-15
Dansk vindmølleindustri skal passe på med ikke at blive offer for vanetænkning, lød advarslen fra industriens egen direktør, Bjarne Lundager Jensen, på den årlige Ebeltoft-konference i Dansk Selskab for Vindenergi.
Fakta om vindmøllers elproduktion … 20-21
Denne måneds faktasider fortæller om elektricitetsproduktionen fra de 5.400 danske vindmøller, som for øjeblikket dækker ca. 20% af det danske elforbrug.
Vindproduceret el og afregningspriser 22-24
Vindens energiindhold nåede i september op på 106% på landsplan. Det er et pænt stykke over det normale for denne måned, som siden 1979 har været 86%. Samtlige Danmarks 5.398 vindmøller producerede 588 millioner kilowatt-timer. Det dækkede 21,3% af elforbruget og sikrede 45,7% af Danmarks CO2-reduktion. Afregningspriserne for vindproduceret el på det frie marked faldt til mellem 30,02 og 31,26 øre/kWh.
Forsidens aftenstemning i en vindmøllepark er indfanget af Kim A. Kiholm.